Sjak
Svendstorp har som den første journalist
nogen sinde fået lov til at følge frømændene på deres farlige
og spændende arbejde og tale med dem om deres oplevelser. Og som
i 1996, da han hjalp jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth med at
skrive "Jo, du kan," er der kommet en fængslende bog ud
af det.
"Et
sjældent indblik i en ellers ukendt verden... det er stærke
sager"
BT
"Forbløffende præcist tegnet… Sådan
er vi, på godt og ondt, som krigere og mennesker"
Chefen for Frømandskorpset
"Fyldt med spændende beretninger om farefuld og barsk
træning i en af verdens hårdeste soldateruddannelser"
Berlingske Tidende
Bogen
beretter om spændende tildragelser og farlige situationer
igennem korpsets treogfyrreårige historie. Om kravene for
at komme ind. Om helvedesugen, og hvordan den nedbryder alle andre
end de absolut stærkeste. Om faldskærmsudspring, der
nær var gået galt. Om hårrejsende situationer
under vandet, hvor ilten slap op. Og om kammeratskabet, som også
er en del af hverdagen i Frømandskorpset - et af verdens
hårdeste specialkorps.
Uddrag
af bogen:
Der var ingen anden udvej end at stikke til
søs i vores gummibåd, selv om vi ikke vidste, hvor
vi skulle få kræfterne fra til at ro. Der var medvind
til Langeland, og vi prøvede at sætte et regnslag
op som sejl, men det virkede ikke. Båden drejede rundt om
sig selv. Alt så ud til at ville mislykkes for os den nat.
Dødeligt udmattede greb vi til pagajerne.
Da vi nåede over, var vi så langt nede, at vi ikke
orkede at slæbe gummibåden op på stranden. Vi
forsøgte, men opgav. Vi kunne ikke løfte den. Vi
kunne knapt nok tale. Vi fandt ly under nogle træer og lagde
os til at sove. Næste nat skulle vi forlægge tværs
over Langeland og foretage en natdykning med ilt. Da vi kom frem,
var vi døde i blikket. Vi stod rystende af kulde i vores
grønne tøj, totalt gennemblødte fra top til
tå, og skulle have tøjet af og våddragterne
på. Ikke sjovt en blæsende novembernat. Senere skulle
vi svømme otte kilometer gennem Det sydfynske Øhav
med rygsække. Der var gået hul på min dragt,
så jeg slap for den tur, men skulle til gengæld gå
et tilsvarende stykke, så jeg fik den samme belastning som
de øvrige. Jeg blev sendt af sted med et kort og fik udpeget
et punkt, hvor jeg skulle være på et bestemt tidspunkt.
Undervejs skulle jeg passere forbi et hus, som jeg kunne se var
fuldt af hjemmeværnsfolk med hunde. Prøvede jeg at
gå forbi, ville jeg blive taget til fange. Der var ingen
alternative ruter. Jeg lagde mig i skjul og gav mig til at vente.
Det varede tre timer, før de brød op fra huset.
Jeg tilbragte ventetiden musestille på den bare jord og
lå stille i yderligere en halv time, før jeg gik
videre.
Så fik jeg et nyt problem: Et militært køretøj
kørte rundt i landskabet. Det lignede en hjemmeværnspatrulje.
Jeg måtte holde øje med det og søge skjul,
hver gang det dukkede op. Det var, som om de vidste, at jeg var
i området. Men se mig kunne de ikke. Jeg var ikke ret langt
fra mødestedet, men kunne ikke komme derover på grund
af det grønne militærkøretøj. Pludselig
hørte jeg en helikopter. Det var vores pickup, der kom.
Det betød, at resten af patruljen ville være på
vej tilbage til Kongsøre om et par minutter. Parat til
at gennemgå de sidste ydmygelser, før de skulle grave
sig under "Maren" med hænderne og komme op på
den anden side og blive budt velkommen som frømænd.
Jeg skulle ikke være sammen med dem. Jeg var ikke nået
frem. Derfor måtte jeg selv sørge for at komme tilbage
- gå og padle, der var jo stadig kajakkerne. Når jeg
nåede frem om et par dage, ville jeg få at vide, at
jeg ikke havde bestået.
Jeg var langt nede. I lommen havde jeg et orange nødblus,
som vi kan bruge, hvis vi kommer i nød på havet.
Hvis nødblusset kunne skaffe mig om bord på S-61
helikopteren, en Sikorsky, som nu var ved at lette, ville det
være forsøget værd. Jeg affyrede blusset, løb
op langs et hegn, så piloten ikke kunne undgå at se
mig, og vinkede som en besat. Helikopteren forsvandt uanfægtet
i det grå morgenlys. På grund af nødblusset
havde det grønne militærkøretøj opdaget
mig. Nu var det nytteløst at flygte. Alt var tabt. Jeg
var klar til den ultimative ydmygelse: At blive taget til fange
i øvelsens sidste minutter. At være den eneste, som
ikke bestod.
En skikkelse i grøn uniform sprang ud af vognen og begyndte
at løbe hen imod mig. Men det var ikke en hjemmeværnsmand.
Det var Børge! Børge fra korpset. Det var ham, der
havde kørt rundt og ledt efter mig. Jeg havde alligevel
fuldført. Var ikke dumpet.
Træt og møgbeskidt satte jeg mig ind på forsædet
og begyndte at fortælle. Da jeg ankom til Kongsøre,
var de andre næsten færdige med at afrigge. De gav
mig en hjælpende hånd, så jeg kunne blive færdig
i tide. Nogle timer senere stod vi i Isefjorden i vand til livet
og sang. Vi havde været ude i atten dage og lignede noget,
mågerne ikke længere gad hakke i. Inde på stranden
stod frømændene i deres varme jakker og grinede,
mens vi fremførte "I østen stiger solen op"
udsat for klaprende tandsæt.
Da vi kom ind på stranden, fik vi redningsveste og dykkermasker
på og en tændt cigar i munden. Ordren lød:
"Grav jer under Maren med hænderne. Cigaren må
ikke komme ud af munden, og der skal være ild i den, når
I kommer om på den anden side."
Maren vejer 400 kilo. En flere meter lang, svær bjælke
af pommersk fyr. Hun var lagt på stranden på et sted,
hvor der var godt med sten og ral under sandet. Under hånende
tilråb: "Føj, hvor ser I sølle ud! I
er ikke andet end en flok elever!" fra flokken af frømænd,
der alle havde været igennem det samme, begyndte vi at grave
med de bare hænder. Vi gravede ikke kun for at komme under,
men for at komme først. Det korpsnummer, hver frømand
får, afhænger af placeringen i kapløbet om
at grave sig under Maren, og man vil altid kunne se på nummeret,
om man er kommet under som den første eller sidste på
holdet.
Uden hensyn til fingre og negle gravede vi som hunde, så
blodet flød fra neglerødderne. Hostende, med den
fordømte cigar i munden, mavede vi os til sidst igennem
hullet og kom om på den anden side. Der stod de samme frømænd,
som for et øjeblik siden havde hånet os. Nu var smilene
fremme. Skulderklap. Håndtryk. "Godt gået!"
og "vel-kommen i Frømandskorpset!" Maren lå
bag os, nu var vi færdige med hende, den tunge tøs
på 400 kilo, som vi havde slæbt rundt på, til
vi var ved at segne. Den røde inderhjelm, symbolet på
vores elevstatus, blev smidt langt hen ad stranden.
Nu var vi frømænd.
Medlemmer af Frømandskorpset.