Bind I:
"De var terroristerne, og jeg var deres gidsel"

 

Jorden rystede. De meget få træer, der var, svajede. Larmen var værre end nogen af de eksplosioner, vi havde hørt den dag. Selve væggene i bjergkløften rystede. Bækken flød over sine bredder. Det her var et gigantisk forsøg fra Talibans side på at tilintetgøre os. Vi kom ned på navlen, maste os ind i vores snævre klippespalte og holdt hovederne nede for ikke at blive ramt af de livsfarlige, flyvende sprængstykker og granatsplinter. Som tidligere lykkedes det dem ikke at slå nogen ihjel med deres tordnende bombardement, og ligeledes som før ventede de, til støvet havde lagt sig, før de åbnede ild igen.

Over mig kunne jeg se trælinien. Den var ikke tæt på, men den var nærmere end landsbyen. Men Taliban vidste, hvor vi agtede os hen, og mens vi prøvede at kæmpe os fremad, drev de os tilbage med en ren overvægt af ildkraft.

Vi havde prøvet, mod alle odds, og det var bare umuligt. De havde slået os tilbage endnu en gang. Og så trak vi os tilbage ned ad bjerget, tog en lang, ynkelig omvej tilbage til det sted, hvorfra vi var kommet. Men endnu en gang endte vi på et rigtig godt sted, en fornuftig forsvarsposition, som var godt beskyttet af klipper på begge sider. Endnu en gang prøvede vi at bringe dem i defensiven, idet vi udvalgte vores mål og drev dem tilbage, og nu lykkedes det os at komme et stykke i retning mod landsbyen.

De kom skrigende imod os, råbte af fuld hals, mens slaget næsten gik over i nærkamp. Vi råbte tilbage og fyrede videre. Men der var stadig så mange af dem, og så kom de i en bedre position og skød Mike Murphy gennem brystet.
Han kom hen imod mig og spurgte, om jeg kunne give ham et nyt magasin. Og derpå så jeg Axe vakle hen imod mig med hovedet fremad og blodet løbende ned ad ansigtet, boblende ud af det mest forfærdelige skudsår i hovedet.

”De har skudt mig, bror,” sagde han. ”De røvhuller har skudt mig. Kan du hjælpe mig, Marcus?” Hvad kunne jeg svare? Hvad kunne jeg gøre? Jeg kunne ikke gøre noget andet end at prøve at nedkæmpe fjenden. Og Axe stod direkte i min skudlinie.

Jeg prøvede at hjælpe ham ned bag en klippeknold. Og derpå vendte jeg mig mod Mikey, som helt tydeligt var hårdt såret nu. ”Kan du bevæge dig, makker?” spurgte jeg ham.

Han stak hånden i lommen og rodede efter sin mobiltelefon, den, vi ikke havde turdet anvende, fordi den ville afsløre vores position. Og så gik Løjtnant Murphy ud i det åbne terræn. Han gik, til han var mere eller mindre midt i det hele, med geværilden bragende fra alle sider, og satte sig ned på en sten og begyndte at taste nummeret til hovedkvarteret.
Jeg kunne høre ham tale: ”Mine mænd er under kraftig beskydning…vi bliver tværet ud. Mine svende dør heroppe… vi behøver hjælp.”

Og i det øjeblik fik Mikey en kugle lige i ryggen. Jeg så blodet sprøjte ud af brystet på ham. Han faldt forover og slap telefonen og geværet. Men så støttede han for sig, samlede dem begge op og satte sig ret op igen og førte endnu en gang telefonen til øret.

Jeg hørte ham tale igen. ”Det er forstået. Tak.” Så rejste han sig og vaklede over til den dårligste del af vores stilling, den, der beskyttede venstre flanke, og så genoptog Mikey bare kampen og gav sig til at skyde løs på fjenden.