Bestil bogen

 

Ingen kære mor
Fra bogens side 9

På vej op til en selvtillidsprøve - spændt og tændt, men koncentreret og fuldstændig under kontrol. Når der kommer tilstrækkeligt med højde på, er alle lidt bange. Formålet med selvtillidsprøver i højden er ikke at fjerne højdeskrækken - den vil altid være der hos et normalt menneske - men at lære at kontrollere den, så man kan udføre de opgaver, man skal, uanset om der er tyve meter ned - eller hundrede meter.
De mærker det i samme øjeblik, de ankommer til optagelsesprøven: I Force Recon er der ingen kære mor. Mange andre specialstyrkesoldater ville blive sendt hjem efter en time, hvis de skulle præstere det program, Recon Marines skal igennem for at blive optaget.
Formålet er overlevelse. “Man skal træne, som man kæmper, og kæmpe, som man træner” er et af valgsprogene. Eller sagt med andre ord: Du skal ikke forvente at kunne kæmpe bedre, end du træner. Det niveau, du går i krig med, kan direkte aflæses af den præstation, du yder på forhindringsbanen, løbebanen og i felten. Eller som en general i Marinekorpset en gang udtrykte det: “Du kan vælge mellem blod eller sved.” Dem, der ikke gider svede under træning, kommer til at bløde i krig.
Optagelsesprøven til Force Recon begynder klokken fem om morgenen med et lille morgenløb. Tre miles, 4800 meter, skal tilbagelægges på atten minutter i støvler og kampuniform. Derefter stiller man sig i kø til pullup-testen: Tyve kropshævninger i barren hedder adgangsbilletten. Og den skal umiddelbart efter følges op af ikke mindre end firs situps på to minutter.
Klokken 0700 er der kø ved forhindringsbanen. Med numre på ryggen står de ansøgere, der stadig er tilbage, parat til at vise, at de kan klare kravet: To gange igennem Marinekorpsets forhindringsbane - på fem minutter! Første gang en veltrænet mand prøver at gå igennem den bane, er det ikke usædvanligt med en gennemløbstid på femten-tyve minutter. Nu skal den klares to gange i træk på fem. Værs’go.
Klokken 0900 er det i svømmehallen, det foregår, men det er ikke nødvendigt at gøre ophold i omklædningsrummet, for man beholder støvler og uniform på. Først under de 500 meter fri  svømning, derefter mens man træder vande i 30 minutter. Prøven slutter med, at deltagerne - dem der stadig er tilbage - dykker en fem kilos vægt op fra fem meters dybde og svømmer den tværs over bassinet.
Klokken 1000 skilles bukkene fra fårene endnu en gang. Da får hver mand to minutter til at lave armbøjninger; to minutter til situps; og to minutter til pullups.  Til sidst: to minutters finneslag, en øvelse på ryggen, hvor benene føres skiftevis fra vandret til lodret. Der er intet minimum, men mændene gør deres yderste for at placere sig. De allerede godt stive muskler syrer hurtigt til, det er ægte smerte, der kan aflæses på ansigterne - og det værste er stadig tilbage.