Bestil bogen

 

Bind I:
"De var terroristerne, og jeg var deres gidsel"

 

Nu var det min tur. Jeg sad i en læderbetrukket lænestol i et af rummene i CQB-huset. Det var møbleret som en stor dagligstue med sofaer og stole, sofaborde og lampeborde, spejle, billeder og bogreoler. Der var endda bøger i bogreolerne.
Lyset var dæmpet. Mannequindukker og papfigurer stod fordelt rundt omkring i stuen. Nogle af dem havde våben i hænderne, andre havde ikke. De var terroristerne, og jeg var deres gidsel. Der var en bevæbnet mannequindukke, der knælede ned bag ved mig med en arm om halsen på mig, mens den anden arm hvilede på min skulder og sigtede på døren med en pistol. Endnu en terrorist stod på den anden side af mig og rettede en maskinpistol mod mit hoved. 
Inden for de næste ti minutter ville døren blive sprængt, og fire af mine holdkammerater ville angribe rummet med de rumkampteknikker, vi havde lært. Inden for tre sekunder efter eksplosionen skulle de dræbe terroristerne, opnå fuld kontrol med rummet – og redde mig. Det ville regne med kugler gennem rummet, og der ville blive skudt med skarpt ganske få centimeter fra mit hoved. Hvis der var en enkelt terrorist, de ikke ramte, eller hvis de ved en fejltagelse ramte mig, ville holdet ikke bestå denne fase af uddannelsen.
Jeg ønskede inderligt for dem, at de bestod.
Mit hold og jeg havde bestået den første prøve med glans den morgen. Marty Johnson havde været gidsel og havde kun blinket med øjnene, da jeg med et par dobbeltskud fra min 9 mm pistol knaldede hovederne af de mannequindukker, der stod lige op ad ham. Så byttede vi pladser på holdet og udførte tre angreb til i de øvrige rum, mens andre kammerater sad i den varme stol.
Nu, da jeg var midt i det, blev jeg klar over, at det var vanskeligere at være skytte end at sidde i den varme stol. At være medlem af et AT-hold krævede meget stor tillid til egne evner. At være gidsel krævede stor tiltro til sine kammerater. Det var lettere at forestille sig, at man blev skudt, end at man selv skød en af de andre.
Mens minutterne langsomt tikkede af sted, tænkte jeg på vores lange, vanskelige vej til det punkt, hvor vi nu var. Vi havde tilbragt utallige timer på skydebanen og i CQB-huset, og havde affyret hundreder af tusinder af skud for at komme hertil: Dette rum, denne stol.
Jeg hørte en eksplosion længere nede ad gangen og umiddelbart derefter de hakkende lyde af pistoler og maskinpistoler i et andet rum. Skydningen var overstået på nogle få sekunder.
Jeg håber, det gik godt. Jeg så på mit ur. Angrebet kunne komme når som helst nu. Jeg håber virkelig, at gutterne består. Det håber jeg inderligt. Døren eksploderede med et lysglimt og et brag, og trykbølgen ramte mig som et slag i ansigtet. 
Jeg kunne se holdet kaste sig ind i rummet, så ildglimtene fra mundingerne af deres våben og følte trykbølgen som en lussing, da kuglerne fløj forbi mit ansigt. Men når jeg skal være ærlig, kan jeg ikke sige, at jeg hørte nogen konkret lyd, eller at min hjerne registrerede noget konkret billede. Det skete så hurtigt, så pludseligt, at selv om jeg ventede det, var det så fuldstændig overvældende, at mit system ikke var i stand til at reagere, før det hele var overstået. Angrebets vildskab lammede mig. Det var som at blive ramt af lynet – elementernes rene og ublandede kraft.
J.T. var holdleder. Da han gav sine kommandoer til holdet om at iværksætte gennemsøgning, fortog sanselammelsen sig så meget, at jeg kunne vende mig i stolen og se på terroristen bag min skulder. Mannequinens hoved lå på gulvet et par meter væk med et hul lige under højre kind og et til lige foran øret. 
Terroristen på den anden side af mig havde et par huller nederst i struben. Resten af mannequinerne og tegneseriemålene rundt omkring i rummet havde mindst to træffere hver i dræbende områder; nogle havde fire, hvor tredje og fjerde mand havde føjet deres skud til på et mål, der allerede var blevet ramt.
Da holdet var færdig med at gennemsøge rummet, Grinede J.T. til mig med hele gebisset under sin frodige moustache: ”Er du okay, Bubba?” spurgte han, mens han undersøgte mig fra top til tå.
Allen var lige kommet ind i rummet. Også han undersøgte mig, sammen med resten af målene.
”Alt i orden, J.T.” svarede jeg, idet jeg brugte det same nonchalante ordvalg, som jeg senere skulle anvende i en langt farligere situation, hvor jeg besvarede det samme spørgsmål.