|
Bind II:
"Et højkalibret projektil fløj tæt forbi mit
ansigt"
Der er ikke noget mere ophidsende i hele verden end at foretage et angreb på et fjendtligt mål med helikopter. Dørene i chopperen er taget af, og man sidder med fødderne dinglende udenfor – eller det gjorde man i det mindste i de gamle Huey’er. Blackhawk’en er så hurtig, at man skal holde fødderne inde, indtil den begynder at sagtne farten, ellers bliver man trukket ud.
Men motorernes brøl, rotorernes hvinen, jorden, der pisker forbi nedenunder og den hamrende luftstrøm, der skyller ind over én og river i tøjet gør, at man får fornemmelsen af at være en rytter i kavaleriet i gamle dage. Man drøner mod målet som et ubønhørligt, uforsonligt spyd, der slynges af sted af krigsguden. Det er en betagende og fænomenalt ophidsende følelse – og næsten livet værd.
Vi fløj over Grenadas kyst på bagsiden af et uvejr, netop som morgengryets første lys farvede himlen mod øst. Terrænet var bjergrigt med stejle kamme, tilgroet med jungle og adskilt af smalle, dybe dale.
Gør klar. |
Vi lod fødderne og benene glide ud over kanten af Blackhawkens gulv, mens vi strøg mod målet som pile. Jeg stak hovedet ud af døren for at prøve at se frem, da jeg hørte den første geværild. Først kom skuddene spredt, men hastigheden og lyden steg hurtigt. Så fandt maskingeværerne os, og luften var tyk af sporprojektiler – hæslige, røde fingre, der forsøgte at flå os ned fra himlen med deres kløer.
Den første kugle, der ramte os, kom fra en 23 millimeter maskinkanon. Den slog ind i cockpittet med en byge af plexiglas og fik en ildslukker til at springe i luften, hvilket et øjeblik fyldte fuglen med tyk, hvid røg, før den blæste væk i slipstrømmen. Det var fantastisk til at slå stemningen an.
Næsten i same øjeblik fandt den næste kugle andenpiloten – ramte ham højt oppe i venstre skulder, gik gennem halsen og ud gennem højre skulder. Og den stakkels mand havde været den eneste overlevende efter et dødeligt flystyrt i Panama kun en uge tidligere. Så blev ilden så tæt og kraftig, at det var umuligt at følge med i, hvad den gjorde ved os. Fra mit udkigspunkt ud gennem den åbne dør var det simpelthen et rødt uvejr, der søgte efter os. Det slog os og stak os, flåede fuglen i stykker og pløjede furer gennem menneskekød.
Maskingeværskytten hamrede løs, mens alle vi andre skød på fjendernes forhadte våben på jorden – og så holdt han op med at skyde og faldt forover på våbnet. Jeg trak ham tilbage og råbte over kampens rasen: ”Hvad er der sket?”
Han råbte tilbage: ”Jeg er ramt!” |
Stan og jeg undersøgte hans ansigt og bryst for sår, men kunne ikke finde nogen. Hvis han var blevet ramt, var det ikke noget umiddelbart dræbende sår.
”Du er Okay,” råbte jeg ind i hans øre, og det beroligede ham så meget, at han igen tog fat i maskingeværet og begyndte at skyde.
Dele af helikopteren blev skudt af. Jeg kunne føle varmen fra kuglerne, der passerede gennem fuglen, lige forbi mit ansigt. I helikopterens modsatte side lå Dan Bryers med et skudsår i maven. Få sekunder senere blev han ramt i låret.
Bart fik en træffer i højre lår, som så ud som et machetehug. Jeg så ham spærre øjnene op i det første sus af chok, da han så ned på sit sønderrevne ben. Det blødte ikke så meget, men der var en masse flænset kød. Jeg rakte over og tog fat i armen på ham og råbte: ”Er du OK?” Hans øjne fokuserede straks igen, og han råbte: ”Ja! Jeg er OK!”
Jeg mærkede et hårdt ryk i venstre skulder og et svidende slag tværs over venstre side af ansigtet og halsen. Det strobe light, jeg havde fastgjort til skulderremmen på min basis, var blevet ramt af en kugle og eksploderede i et sprøjt af plastic. Jeg rakte hånden op og mærkede efter på mit venstre øje. Det var der stadig, og det virkede.
Så faldt maskingeværskytten sammen over sit maskingevær igen.
”Hvad er der nu i vejen?” råbte jeg.
”Jeg er blevet ramt igen,” klynkede han, idet et selvmedlidende udtryk gled ind over hans ansigt.
Endnu en gang så jeg ham efter i ansigtet og hovedet og tjekkede ned langs brystet og maveregionen. Ingen kvæstelser.
”Der er ikke noget i vejen med dig,” råbte jeg igen. Men han rystede på hovedet og råbte tilbage: ”Jo, der er. Jeg er ramt i ryggen, og det er slemt.”
Stan skar skyttens flyverdragt op og fandt to parallelle, overfladiske skudsår med fem centimeters afstand og omkring tredive centimeter lange. De gik fra hans højre side til cirka fem centimeter fra rygsøjlen. Jeg trak skytten ud af hans sæde, og Stan klatrede over ham for at tage hans plads bag maskingeværet.
Derefter fik vi en træffer så voldsom, at det føltes, som om en kæmpes vrede hånd greb os i luften og rystede os som et viskestykke. Fuglen skælvede og hældede så meget, at jeg troede, vi styrtede ned, men hun genvandt snart fatningen og fortsatte med at flyve.
Et højkalibret projektil fløj så tæt forbi mit ansigt, at jeg mærkede dets svidende varme, og jeg åndede så stærkt ind, at brystmuskulaturen låste – i et sekund troede jeg, at jeg havde fået en kugle gennem lungerne. Så hamrede Andres en hånd i højre lår og vendte sig om og så mig ind i øjnene. Vi sad klemt sammen lår mod lår, og nu holdt vi begge op med at skyde og så ned, mens han langsomt flyttede hånden fra låret, og vi så, at det var dækket med… en hvid, klæbrig masse.
Jeg tror, jeg har set alt, hvad der overhovedet kan komme ud af en menneskekrop, men jeg havde aldrig set noget som dette. Og det havde Andres, efter hans ansigtsudtryk at dømme, heller ikke. Vi så på hans indsmurte hånd og derpå ind i hinandens øjne, og jeg råbte: ”Hvad fanden er det?”
Forståelsens lys tændtes i hans ansigt, og med et bredt grin råbte han tilbage: ”Tandpasta! De har skudt mig gennem tandpastatuben!”
Andres var umådelig stolt af sine perletænder og havde altid tandbørste, tandpasta og tandtråd med sig, overalt hvor han stod og gik – også i kamp. På denne opgave havde han stuvet sit tandhygiejnegrej ned i højre benlomme på kampbukserne. En kugle var gået igennem bunden af helikopteren, gennem tandpastatuben i lommen og derefter gennem Andres’ lår. Et øjeblik var jeg bange for, at kuglen kunne have ramt hovedpulsåren, men han så ikke ud til at være ved at gå i chok. Kuglen pløjede sig hele vejen igennem benet og stoppede lige under huden på låret, idet den både gik forbi pulsåren og lårbensknoglen.
Men ildstormen var endnu ikke ovre. Vi fik stadig tæsk, så det gjorde noget. |
Jeg rakte overkroppen ud af fuglen igen for at se, hvordan det gik med de andre helikoptere. De fleste af fjendens våben skød efter den første fugl i formationen, hvilket betød, at de holdt tilstrækkeligt foran til at ramme os. Det var derfor, vores helikopter fik så mange bank. Så var der noget, der ramte mig som et muldyrspark bagfra og næsten kastede mig ud af helikopteren. Min højre hofte blev følelsesløs, og jeg kunne mærke, hvordan jeg blev våd ned ad røven og benene. Satans også, jeg har fået røven skudt af, tænkte jeg og rakte bagud med hånden for at finde såret. I stedet opdagede jeg, at min feltflaske var blevet skudt i smadder. Jeg så glad på min hånd, som var våd af vand og ikke af blod.
Jeg så bagud på fuglens anden side og blev klar over, at det var lige så slemt på den side, som det var her. Ikke andet end et hav af røde sporprojektiler og sårede mænd. Jeg vendte mig og bøjede overkroppen ud af døren igen for at prøve at få øje på målet; vi skulle næsten være der nu.
Netop i det øjeblik, da vi var under rædselsfuldt intens beskydning, så jeg fugl nummer fem bryde ud af formationen og dykke ned i en dyb dal, ned under kugleregnen fra en 23-millimeter. De havde en tyk, grå røgfane efter sig og gik ned med stor fart – men de fløj stadig, så de havde ikke mistet kontrollen. Jeg håbede, at de kunne komme i sikkerhed og lande med hende.
Pludselig dukkede målet op forude.
|
|
|
