|
Bind II:
"DØD, sagde jeg, idet jeg satte en ny patron i
kammeret"
Vi var nu på dag tre, og timerne gik stille og roligt. Jeg havde lige set på mit ur – klokken var 5:35 – og da jeg så tilbage igen, havde en flok mennesker samlet sig på det sted, vi kaldte ”Punkt Fire.” Det var for enden af en snæver gyde, og på højre side var det afgrænset af en høj mur af betonblokke. ”Der er aktion på Fire, Andres,” sagde jeg, idet jeg rullede væk fra observationskikkerten, og vi begge indtog skydestilling bag geværerne. Jeg rettede sigtekikkerten mod Punkt Fire og indstillede hurtigt sigtet til en længde af 320 meter. Derefter trak jeg bundstykket helt i bund og satte omhyggeligt en patron i kammeret. Jeg lod fingeren finde sin plads på aftrækkeren og gik ind i en åndedrætsrytme, som fik sigtemidlerne til at bevæge sig mindst muligt. Jeg gjorde mig klar til skuddet ved at flytte højre knæ tilbage og bort fra hjertet. Jeg vidste, at Andres gjorde noget lignende.
I modsætning til de sidste tre dages inaktivitet skete tingene nu med uhyggelig fart. Der var en ildevarslende stemning over billedet foran mig. For få sekunder siden havde gydens åbning været et tomt, støvet sted. Derefter dukkede fire-fem teenagere frem uden varsel. Nå måtte der være mindst tyve unger på stedet, og alle lo spottende, mens de pegede på Marinekorpsets stilling i det fjerne. De råbte og vinkede til nogen, der var bag dem, nogen, som var skjult bag betonmuren.
”Nu sker det, Eric,” åndede Andres.
”Klar,” hviskede jeg, da den første snigskytte trådte frem. Jeg lod ham glide ind bag korset i sigtekikkerten. Han havde en AK og hilste overstrømmende på flokken. ”Giv signal, når din er fremme,” sagde jeg stille, ”og du har rent skud.”
Mit mål så nu i retning mod mig. Han begyndte at hæve riflen. Jeg vidste, at Andres også havde sin på kornet, da han et splitsekund senere intonerede: ”Snipere… Klar… Skyd!”
”Twump!” |
De to rifler spyttede deres gift ud i samme øjeblik. Jeg holdt sigtekornet på den unge mands overlæbe, da mit gevær hostede, og idet rekylen slog mig tilbage, forsvandt han. Et dræbende skud får en mand til at falde så hurtigt, at det virker, som om jorden simpelt hen opsluger ham. Da jeg kom tilbage i stilling, var den enste antydning af, at der et splitsekund før havde stået en mand, en svag lyserød glorie af atomiseret blod og væv, der et øjeblik svævede i luften. Hjernespindet forsvandt næsten i samme øjeblik, jeg så det, og blegnede til intet i den hede eftermiddagssol.
”Død,” sagde jeg, idet jeg satte en ny patron i kammeret.
”Død,” svarede Andres, idet han gjorde det samme.
Vi så til, mens flokken gik i panik. Ligene af de to mænd var tumlet til jorden, før lyden af skuddene nåede gruppen. Nogle i flokken løb. Nogle ville gerne hjælpe, men vidste tydeligvis ikke, hvad de skulle gøre. Andre stod lænet ind over ligene med rædsel malet i ansigterne. Nogle af de mere erfarne fór ud af syne og skreg til de andre, at de skulle komme i dækning.
Andres og jeg observerede fra centrum og udefter. Jeg gennemsøgte området i en bue mod venstre; Andres tog buen til højre. Vi måtte sikre os, at der ikke var nogen, der havde fundet ud af, hvor skuddene kom fra. Da jeg så tilbage mod målområdet, så jeg nogle få ansigter, der kiggede rundt om hjørnet bag muren, og andre ved et hushjørne. Næste gang, kikkerten kom forbi, så jeg nogle af de mere modige knægte gå frem og trække deres venners lig ud af syne.
Det var gjort. |
Vi havde ikke meget at sige resten af eftermiddagen. Men jeg kunne læse Andres’ stemning, og jeg var sikker på, at han kunne læse min. Vi havde udført opgaven, men det var ikke noget, vi kunne være stolte af. Jeg følte mig snavset og havde lidt skyldfølelse – som hvis jeg havde stjålet noget, og der ikke var andre end mig selv, der vidste det. Når man er midt i kampen, og man ved, at man redder uskyldige liv med sin skydefærdighed, kan der være en vis glæde ved at være sniper. Men sådan føltes det ikke denne gang. Det havde været en nødvendig handling, men også ubehagelig. Og det eneste, der var tilbage, var en svag, ækel smag bagest i halsen, som nægtede at forsvinde.
Vi blev i vores hule, til mørket dækkede jorden, og gled derefter tilbage til de amerikanske stillingers relative sikkerhed.
|
|
|
