Bestil bogen

 

Nogen at leve op til
Fra bogens side 18

 

Når det første chok har fortaget sig, og rekrutterne har indset, at manden med den kraftige stemmeføring og den ulastelige “spejderhat” alligevel ikke er født ond, som de først troede, og heller ikke er specielt ude efter dem, hvad hver enkelt af dem ellers  først var sikker på, han var, begynder en proces. Den fører i de fleste tilfælde til, at de kommer til at respektere ham, stole på ham, og for manges vedkommende endda til at se op til ham. Det er en proces, der kan skabe kampenheder af stor effektivitet.
Midt i al den usikkerhed, der præger starten af et rekrutforløb, viser det sig nemlig, at sergenten kan de stole på. Når han siger noget, passer det, og når han lover noget, holder han det også. Selv om resultatet som regel altid bliver det samme: Ekstra tjeneste og mere røvtur. Der er et mønster i det. Og når rekrutterne begynder at se, at det er til fordel for dem selv, og mærke, at de gradvis bliver mere selvsikre, efterhånden som sergenten bygger dem op, forstår de, at han ikke er deres plageånd, men en blanding af lærer, storebror og  far. Og selv kommer de til at føle sig som en slags brødre, medlem af en familie, der er langt større og langt mere sammen end de fleste kernefamilier.
Skepsis og usikkerhed bliver lidt efter lidt til beundring. De ville gerne kunne alt det,  sergenten kan - have hans modenhed, hans styrke, hans selvsikkerhed. Først langt henne i forløbet bliver de klar over, at det er det, der har været hans mål hele tiden.