|
No pain - no gain
Fra bogens side 16
| Der er ingen mennesker, der holder af
smerte - ikke normale mennesker i hvert fald. Smerte er
kroppens metode til at fortælle sit menneske, at nu er det
nok. Nu holder vi, ellers sker der varig skade. Adlyder man
ikke, har hjernen særlige midler, den kan tage i brug. Den
kan overtage ens vilje og gøre det, den ønsker, selv om man
stritter imod. Det samme er tilfældet, når man holder
vejret: Uanset
hvor meget, man beslutter sig til ikke at trække vejret, gør
man det alligevel - på et eller andet tidspunkt. Eller
systemet gør det for én ved at overtage kontrollen. Det er
denne magtkamp mellem den bevidste vilje og
kroppens og hjernens overlevelsesmekanismer, der er i
fuld gang hos soldaterne på disse sider: De kæmper for at
opretholde kontrollen over sig selv, men kroppen fortæller
med al ønskelig tydelighed, gennem hjernens smertecentre, at
det vil den ikke finde sig i. |
| Hvem er stærkest? Manden eller kroppen?
Det er kroppen - altid. Men manden kan kæmpe sig ind på dens
territorium ved at udfordre den igen og igen, udsætte sig
selv for større og større og
mere langvarig smerte, og eventuelt tillige kombinere
smerten med andre af de faktorer, der kan nedbryde en stærk
vilje: Kulde. Sult. Udmattelse. Frygt. Forvirring og
usikkerhed. Så længe det ikke knækker manden, kan han
formentlig udholde lidt mere næste gang. Og er han først
blevet fortrolig med smertens mekanismer, er han ikke så
bange for dem mere. Så har han mulighed for at gøre ting,
som er umulige for såkaldt “almindelige” mennesker, fordi
de siger “av” for tidligt og “jeg stopper nu” alt for
tidligt. |
|
|
